Generationsskifter skal planlægges i god tid

 
Statsautoriseret revisor Jens-Otto A. Sonne, Bornholms Revision, har været den centrale rådgiver i forbindelse med generationsskiftet i HJB Byggeforretning. Her giver han en række gode råd, der har stor betydning for, om et generationsskifte bliver vellykket.

Mange bornholmske virksomheder står over for et generationsskifte i de kommende år. Generationsskifte dækker over en bred vifte af muligheder for overdragelse af personligt drevnevirksomheder samt selskaber til den yngre generation, til medarbejdere eller til 3. mand.
Overdragelse af virksomheden forudsætter sædvanligvis planlægning i god tid forinden. 

 
Ledelsen har gennem en år-række opbygget et netværk, viden, kunde-relationer, goodwill etc. som er afgørende for virksomhedens fremtidige indtjening. Lykkes det ikke at få over-draget denne viden og rela-tioner til den nye ledelse, kan virksomhedens fremtidige indtjening påvirkes negativt.
 Af afgørende betydning for et vellykket generationsskifte er, at ledelse og revisor nøje gennemgår og tilrettelægger: 


• Overdragelse af ledelsen

• Overdragelse af ejerskabet

Specielt for de personligt drevne virksomheder, som der er mange af på Bornholm, er det af afgørende betydning for et vellykket generationsskifte, at overdragelse af ledelsen håndteres korrekt. 

Ledelsen har gennem en årrække opbygget et netværk, viden, kunderelationer, goodwill etc. som er afgørende for virksomhedens fremtidige indtjening. Lykkes det ikke at få overdraget denne viden og relationer til den nye ledelse, kan virksomhedens fremtidige indtjening påvirkes negativt.

En mindre fremtidig indtjening betyder også, at muligheden for at betale den hidtidige ejer via virksomhedens indtjening mindskes og dermed, at overdragelse af ejerskabet til virksomheden kommer til at tage (mange) flere år end forudsat og måske ønsket.

Finansiering

I en tid, hvor der på det finansielle marked er mangel på likviditet, stilles der større krav til revisor til at finde en finansieringsmodel, som opfylder ønsker og krav til den konkrete virksomhed. Som udgangspunkt er der forskel på finansieringsbehovet ved generationsskifte indenfor familien, til medarbejdere og til 3. mand. 

Ved familiehandler omhandler finansieringen typisk emner som behovet for likviditet til sælger, pension, eventuel ligedeling mellem børn, gave, skatter og afgifter m.v. Ved salg til 3. mand omhandler finansieringen typisk ønske fra sælger om at få afregnet så hurtigt som muligt og gerne kontant.

Velvidende at køber i ni ud af ti tilfælde ikke har mulighed for at købe virksomheden kontant, gælder det om at få 'slanket' virksomheden for driftsfremmede aktiver og eventuelt få virksomheden delt op i flere dele, som køber så kan overtage successivt. Virksomheden skal gøres salgsmoden. Ved overdragelse til medarbejdere indgår ovenstående overvejelser tilsvarende.

Drives virksomheden i selskabsform vil overdragelse og/eller tilbagesalg af aktier/anparter, stiftelse af holdingselskab, spaltning af selskabet etc. kunne indgå i overvejelserne.

Virksomhedens købesum finansieres sædvanligvis i en kombination af købers kontante betaling, bank- og tilsvarende finansiering samt ikke mindst ved, at sælger lader et beløb stå i virksomheden, som så afregnes via den fremtidige indtjening i virksomheden. 

Succeskriterier

Selvom ordet generationsskifte går igen i alle former for overdragelse af en virksomhed til en ny og yngre ejer, er der ikke to generationsskifter som er ens. Et vellykket generationsskifte forudsætter, at sælger mentalt er indstillet herpå og lige så vigtigt, at der findes en egnet køber. Er disse betingelser opfyldt, vil det som hovedregel være muligt at gennemføre generationsskiftet til alle parters tilfredshed, såfremt rådgiverne har de nødvendige kompetencer.

af Jens-Otto A. Sonne / / FOTO: Jens-Erik Larsen
 
 
Nyhedsbrev
Ja tak, send mig nyhedsbrev om Bornholm.biz
 
Kontakt John Noer

Kontakt seniorkonsulent John Noer.

 
 
 
Nyheder