Bornholms Erhvervsfond: Sammenflytning til gavn og glæde for alle

 
Det bliver nemmere og hurtigere for os at samarbejde og hermed kan resultatet for virksomhederne også blive bedre. Det mener administrator af Bornholms Erhvervsfond Hans-Henrik Thiesen, som glæder sig over det nye Erhvervsservice.

Bornholms Erhvervsfond har altid været fysisk placeret hos Business Center Bornholm. Det var derfor naturligt at flytte administrationen af fondsmidlerne med til Landemærket og det nye Erhvervsservice.

- Bornholms Erhvervsfond er lidt på sidelinjen i forhold til det øvrige erhvervsfremmesystem her på øen, men jeg tror alligevel, vi får glæde af kontorfællesskabet alle sammen, siger administrator Hans-Henrik Thiesen, Bornholms Erhvervsfond og peger på at det nye fællesskab allerede har vist sig fra den givende side.

- For fjorten dage siden var en konsulent fra Business Center Bornholm på besøg i en virksomhed. Han kom hjem og fortalte om virksomhedens udfordringer, fortæller Hans-Henrik Thiesen, der straks tog kontakt til virksomheden.

- Nu er vi allerede i fuld gang med at behandle en ansøgning fra virksomheden, siger han og peger på, at der bliver nogle nemmere arbejdsgange fremover.

Han mener også, at det betyder en hel del for både ham og kollegaerne fra Business Center Bornholm og Væksthus Hovedstadsregionen at komme tættere på det kommunale system, som har sine helt egne roller at spille over for det bornholmske erhvervsliv.

Smidighed og effektivitet

- Jeg - og vi - lærer, hvad de kommunalt ansatte beskæftiger sig med, og de lærer noget om Erhvervsfonden og de andre erhvervsaktører. Jo mere vi på den måde lærer hinandens kompetencer at kende, jo bedre bliver det, mener han og peger på, hvor smidigt fælles møder fremover kan stables på benene, når opgaverne rækker ind over fl ere aktører.

Hans-Henrik Thiesen understreger dog, at der ikke bliver tale om åbne døre mellem erhvervsfremmeaktørerne, eller at alle bare kan dele alle oplysninger.

- Vi har trods alt stadig hver vores opdrag og har fortrolighed og diskretionspligt i forhold til de virksomheder, vi hver især arbejder med. Det skal naturligvis respekteres fremover også, påpeger han.

Der er i princippet vandtætte skotter mellem aktørerne i Landemærket. Men giver virksomhederne tilladelse, og er det nødvendigt og hensigtsmæssigt at dele oplysninger, vil et samarbejde mellem aktørerne nemmere komme i stand. Det tvivler Bornholms Erhvervsfonds administrator ikke på.

Erhvervsfremmeaktørerne har i dagligdagen også hver deres bagland at forholde sig til. Bornholms Erhvervsfond har for eksempel en bestyrelse og et sæt vedtægter og en kredit- og udlånspolitik, som

Hans-Henrik Thiesen som Fondens administrator skal leve op til.

- Det skal nu nok gå, mener han og glæder sig generelt til det faglige miljø, som, hen ad vejen, vil kunne bygges op på Landemærket.

- I bund og grund arbejder vi jo alle for den samme sag, nemlig et sundt og levedygtigt bornholmsk erhvervsliv.

Ud over en fælles reception, der betjener alle aktører på Landemærket, så henter Bornholms Erhvervsfond sekretariatshjælp hos Business Center Bornholm.  Administrator Hans-Henrik Thiesen er således eneste ansatte hos Bornholms Erhvervsfond.



Bornholms Erhvervsfond
yder støtte i form af lån eller eventuelt tegning af aktier eller anparter til nye eller bestående erhvervsvirksomheder på Bornholm, som skønnes at kunne styrke den erhvervsmæssige og befolkningsmæssige udvikling på øen.

af Vibeke Rask Grøn / 16.04.2015 / FOTO: Jens-Erik Larsen
 
 
Nyhedsbrev
Ja tak, send mig nyhedsbrev om Bornholm.biz
 
 
Ring mig op
Jeg vil gerne ringes op angående lokal erhvervsservice....