Skarpere fokus på erhvervslivets behov

 
Business Center Bornholm er indgangsportalen til kompetent vejledning og sparring for det bornholmske erhvervslivs ledere og medarbejdere. Business Center Bornholm glæder sig over de muligheder, det giver for et tæt samarbejde omkring den lokale erhvervsudvikling.

Øens erhvervsfremmeaktører har fået helt nye muligheder for samarbejde på kryds og tværs ved sammenflytningen på Landemærket i Rønne, og tilmed er der kommet øget finansiering til lokal erhvervsservice fra Bornholms Vækstforum, Regionskommunen og private virksomheder.

 
Samlet set er det den største erhvervspolitiske satsning, Bornholm har oplevet i årevis. 
. - Det er fantastisk godt, understreger direktør Fredrik Romberg, Business Center Bornholm. Han og yderligere fem ansatte flyttede fra Store Torv i Rønne til Landemærket umiddelbart efter nytår og er faldet rigtig godt til.

Business Center Bornholm sagde med udgangen af 2014 farvel til en række projekter, som man hidtil har lagt mange kræfter i, nemlig Grønt Byggeri, Bright Green Island og Tilflytterservice. De to første projekter er kommet videre og drives i dag på anden vis af andre instanser, mens tilflytter-projektet er udløbet i BCB-regi.

- Det betyder, at vores kræfter fremover skal koncentreres omkring den lokale erhvervsservice, forklarer Fredrik Romberg og fortæller, at Business Center Bornholm har ansat yderligere to erhvervskonsulenter, Travis Lind Thornton og Jørn Pedersen, til at indgå i arbejdet.

I første omgang skal direktør Fredrik Romberg sammen med erhvervskonsulenterne John Noer, Travis Lind Thornton og Jørn Pedersen besøge 450 bornholmske virksomheder i det kommende år for at få afdækket, hvor virksomhederne står i dag, hvilket udviklingspotentiale og hvilke udviklingsønsker de må have og hvilket behov for udefra kommende støtte, der kan være i den forbindelse.

Fokuspunkter

Et vigtigt led i udviklingen af bornholmsk erhvervsliv er at få skærpet fokus på ledelse og kompetencer hos medarbejderne. Senior erhvervskonsulent John Noer peger på, at mange bornholmske virksomheder har udviklet sig ud fra enkeltmandsvirksomheder, hvor mester har fået flere og flere mand under sig uden måske selv at have haft tid til at fokusere på egentlig virksomhedsledelse.

- Ved at arbejde målrettet med ledelsesudvikling og kompetenceudvikling, kan en virksomhed komme langt, påpeger John Noer, der selv sidder med ledelseserfaring fra bland andet flere store servicevirksomheder ud over sine år som erhvervskonsulent hos Business Center Bornholm.

Synlighed på nettet

Synlighed på nettet er et vigtigt fokusområde, som kan blive et »must« for de bornholmske virksomheder, hvad enten det drejer sig om at sælge varer, servicere forretningsforbindelser eller skaffe nye kunder, påpeger Travis Lind Thornton, netop ansat som erhvervskonsulent hos Business Center Bornholm.

Travis Lind Thornton er fra Seattle i staten Washington på USA´s vestkyst, og er bornholmsk gift. Travis har en baggrund, som blandt andet selvstændig erhvervsdrivende i USA og ved, hvad det betyder at have sit firmanavn godt placeret på internettet.

Selv om han kun har kort tids erfaring på Bornholm, fornemmer han dog, at bornholmske virksomheder godt kan tåle at blive mere synlige på nettet og mere aktive i cyberspace.

- Hjemmeside, reklame via Google AdWords, links og andet hører med til fornuftig markedsføring i dag og kan være med til at udvide en virksomheds marked langt ud over Bornholm, siger Travis Lind Thornton.

Markedsudvidelser og eksport

Et andet vigtigt fokuspunkt for bornholmske virksomheder er markedsudvidelser og konkurrencedygtighed. Her kommer nyansatte Jørn Pedersen i spil.

Han har i mange år arbejdet for blandt andet Beck Pack Systems og været udstationeret i Kina i en årrække, hvor han har opdyrket nye markeder og nyt salg gennem agenter. Senest kommer Jørn fra en salgsstilling hos Bornholms Fibernet A/S her på Bornholm.

- Jeg har solid erfaring med salgsledelse og eksport og er klar til at sparre med de bornholmske virksomheder, siger Jørn, som er født og opvokset på Bornholm og har godt kendskab til det bornholmske erhvervsliv.

Fokus på potentiale

Når erhvervskonsulenterne kommer på besøg i de bornholmske virksomheder i det kommende år handler det først og fremmest om generel virksomhedsudvikling set fra den enkelte virksomheds synspunkt. Hvilke visioner har ledelsen, hvor ligger virksomhedens muligheder, og hvor kan eventuelle begrænsninger ligge?

Fredrik Romberg forklarer, at Business Center Bornholm, ud fra samtalerne med virksomhedsejere og ledelse, kan skræddersy forskellige tiltag og forløb, som kan bringe hver enkelt virksomhed fremad, uanset om det skal handle om flere kunder, nyt marked, nye produkter, mere uddannelse til medarbejderne, udvikling på it-området, samarbejde eller andre behov.

- Der er flere virksomheder, som står i samme situation, og vi kan lave arrangementer rettet mod præcis de virksomhedsbehov, siger Fredrik Romberg.

- Vi vil tilbyde 1:1 sparring og vejledning og i høj grad henvise til eksterne rådgivere.

I øjeblikket koncentrerer erhvervskonsulenterne deres indsats omkring virksomhederne inden for turisme-erhvervet. Erhvervskonsulenterne fra Business Center Bornholm forsøger at nå at besøge så mange virksomheder som muligt, inden turistsæsonen starter. Bagefter kommer besøgene i de andre sektorer.

I Business Center Bornholmer man ikke i tvivl om, at tiden er til erhvervsudvikling på Bornholm.

- Jeg fornemmer en meget større optimisme i øjeblikket, siger direktør Fredrik Romberg og peger på, at mange udefrakommende udfordringer er blevet løst, eller er blevet mindre, hvilket tilsammen giver bedre rammevilkår for erhvervene på øen end tidligere år.

- På det grundlag burde vi kunne knække den bornholmske beskæftigelseskurve fremover.

- Nu skal vi have fart på samarbejdet i Erhvervsservice og hermed blive hurtigere på aftrækkeren, både til at spotte behov og til at sætte ind med hjælp, slutter direktør Fredrik Romberg.

af Vibeke Rask Grøn / 16.04.2015 / FOTO: Jens-Erik Larsen
 
 
Nyhedsbrev
Ja tak, send mig nyhedsbrev om Bornholm.biz
 
 
Ring mig op
Jeg vil gerne ringes op angående lokal erhvervsservice....