Samlet under ét tag

Landemærket 26, 3700 Rønne

Ring til os
Åbningstider

Man-tor 08-16, fre 08-13

Telefontider

Man-tor 09-15, fre 09-13

Tekst: Jon Albjerg Ravnholt
De involverede parter i det bornholmske erhvervsfremmesystem lancerer en ny hjemmeside, der gør det endnu nemmere for virksomheder og iværksættere at komme i kontakt med de rette og komme videre med deres idéer.

Det er et ønske om at profilere det stærke erhvervsfremmesystem, Bornholm har, der har fået aktørerne til at gå sammen om at lave en ny indgangsportal på nettet, der samler alle de informationer, folk normalt søger, når de henvender sig til en af aktørerne – eller i hvert fald kan vise dem hen til det rette sted at spørge sig for, hvis ikke de kan finde svaret på siden.
På akkurat samme måde som de erhvervsrettede instanser bliver samlet med borgmestersekretariatet, kommunaldirektionen, erhvervsudviklingsafdelingen og BYG-kundecenteret m.fl. på Snorrebakken, så der bliver skabt et single point of entry og dannes grundlag for endnu bedre samarbejde instanserne imellem, samles de også på den digitale platform bornholm.biz. Det er et led i den strategi, alle de involverede parter bakker
op om, forklarer Fredrik Romberg, direktør for Business Center Bornholm.

– Vi er ekstremt kundeorienterede over hele linjen, slår han fast.

Konsulenterne på Business Center Bornholm bestræber sig på i videst mulig udstrækning at være tilgængelige for henvendelser og have døren åben for dem, der lige har fået en idé, de gerne vil have sparring om.
– Hvis ikke vi har det mindset, at vi er til for hinanden, kan vi simpelthen ikke tilbyde den service, vi gerne vil.

Samarbejde på tværs af instanser
Business Center Bornholms arbejde går ud på at tale med både etablerede virksomheder og dem, der er i opstartsfasen.
Bornholm er rigtig mange af de etablerede virksomheder stadig små, familiedrevne foretagender, der har kørt i mange år, og det kan være en god idé for dem at få inspiration til, hvordan de kan optimere deres virksomhed.

– Vi har en konstant tilgang af oplysninger på siden om de arrangementer, vi afholder, som virksomheder kan deltage i.

Men det handler ikke kun om Business Center Bornholms egne aktiviteter, understreger han. En stor del af deres arbejde består i at guide folk videre i systemet til dem, der kan hjælpe dem med lige præcis deres problemstilling.
– Vi ved, hvem der sidder hvor, ligesom vi ved, hvilke strukturfondsmidler der findes i Bornholms Vækstforum og lånemuligheder i Bornholms Erhvervsfond, hvis det er det, det drejer sig om.

Som et godt eksempel på, hvordan Business Center Bornholm samarbejder med de andre instanser, der har med detbornholmske erhvervsliv at gøre, nævner han samarbejdet med Allan Westh, der er arbejdsmarkedschef i Job, Uddannelse og Rekruttering i BRK, hvorunder Jobcenter Bornholm også hører.

– Sammen med dem kan vi løse situationer for dem, der henvender sig. For eksempel sad en af vores konsulenter i foråret med en mand, der ville fremstille bornholmske skjorter og manglede en, der kunne sy dem for ham. Der kunne de gå direkte ind på Jobcentret, hvor en konsulent havde kendskab til en syrisk flygtning, der havde præcis de kvalifikationer, der skulle til.

Den slags koblinger kan man trods alt ikke selv lave endnu på den digitale platform bornholm.biz. Men det er blevet endnu lettere at komme i kontakt med dem, der kan.

Fakta
Bag bornholm.biz står Business Center Bornholm, Bornholms Regionskommune, Jobcenter Bornholm, Bornholms Vækstforum, Væksthus Hovedstadsregionen og Bornholms Erhvervsfond.