Samlet under ét tag

Landemærket 26, 3700 Rønne

Ring til os
Åbningstider

Man-tor 08-16, fre 08-13

Telefontider

Man-tor 09-15, fre 09-13

Kikse- og knækbrødsbageriet Nykers A/S

På det lille økologiske kikse- og knækbrødsbageri Nykers A/S er man glad for samarbejdet med Jobcenteret ude på Landemærket i Rønne. De senere år har der været vækst i antallet af ansatte, og hver gang har direktøren for bageriet i Nyker, Vibeke Hasselby, fået den nødvendige arbejdskraft via Jobcenteret.

Samarbejdet fungerer fint, for det ender altid med, at vi får fat i den rette person til opgaven. Virksomhedskonsulent Lisa Hounisen fra Jobcenteret i Rønne har været forbi hos os flere gange for at lære forholdene at kende, og vi har gennemgået arbejdsopgaverne i produktionen og på lageret sammen. Så når
vi skal bruge en ny person, ved virksomhedskonsulenten i Rønne hurtigt, hvem der kunne passe til arbejdet hos os.

Sådan siger Vibeke Hasselby, der er ansat som direktør hos Nykers A/S. Sammen med sin bageruddannede
mand, Peter Hasselby, som er produktionschef og produktudvikler, bestyrer hun det lille bageri i Nyker.

Kun ufaglært arbejdskraft
Vi startede med vores nye koncept den 1. januar 2015 med to ansatte. Nu har vi seks ansatte, og vi er virkelig i fremgang. Vi har utroligt mange bestillinger til hele 2017, så jeg gætter på … et slag på tasken er, at vi har 2-3 nye ansatte den 1. december 2017, forventer Vibeke Hasselby.

Hun fortæller, at der ud over de seks ansatte, hende selv og hendes mand skal medregnes en konsulent, der står for salg af produkter og i det hele taget har med hele salgssiden at gøre. Det er stærkt medvirkende
til, at de populære økologiske kiks og knækbrød og også virksomhedens glutenfri produkter kan købes hos de fleste dagligvarebutikker landet over.

Det er typisk ufaglært arbejdskraft, vi efterspørger her på fabrikken. Faglært arbejdskraft vil helt naturligt have tendens til at søge tilbage til deres fag og rejse andre steder hen, hvis eller når der for alvor er gang i hjulene og væksten, mener Vibeke Hasselby.

Om samarbejdet med Jobcenteret siger hun:

Det er vigtigt at have respekt for hinandens opgaver ude på Jobcenteret og her på bageriet. Det er derfor, samarbejdet fungerer godt.

Mødestabile
Ved siden af at være ufaglært er den vigtigste kvalifikation for at få arbejde hos Nykers, at man er mødestabil. Men som ufaglært skal man også kunne læse og forstå dansk, for mærkningen på de forskellige økologiske råvarer og de forskellige æsker til produkterne er jo langt fra ens.

Vi vil gerne have personer, der brænder lidt for fødevarer og madlavning og gerne bager selv derhjemme. I det hele taget har lidt flair for mad og fødevarer. I de tilfælde er det klart, at vi vælger sådan en person. Og så skal de have et godt samarbejde med min mand ude i produktionen.

En anelse malurt
Det eneste, der kan ærgre Vibeke Hasselby i samarbejdet med Jobcenteret er, at samfundets overordnede
regler kan virke bureaukratiske:

På Jobcenteret er de underlagt mange regler, der f.eks. betyder, at de skal sende mig en hel stak CV’er, selvom vi kun har brug for én ny ansat. Vi må gerne skrive, at vi søger en ikkeryger, men vi må ikke søge efter en pakkedame eller en mand til produktionen. Det giver spildtid for alle parter, både for medarbejderen på Jobcenteret og for mig, og selvfølgelig også for de ledige, der måske kommer forbi og må gå igen uden at få jobbet. Det er jo kun én ud af 10 damer, der kan sætte en skruetrækker rigtigt i et eller andet sted, og hvis du sætter en mand til at tælle kiks, så nej, det går bare ikke, mener bestyreren og
ryster på hovedet.

Som følge af de mange ordrer, der er indløbet og sikret for 2017, har Nykers A/S en lagerudvidelse på tegnebordet og på vej igennem myndighedsbehandling, så man hurtigst muligt kan bygge mere lagerplads til melet fra Bornholms Valsemølle og de øvrige økologiske eller glutenfri råvarer.